Min ældste søn og jeg er på en dagstur til Skåne d. 16. marts for måske at se odder og lede efter kastestænger fra kronhjorte.
Efter at have haft heldet med os og set odder i det østlige Skåne begiver vi os mod Genarp med skarpt udkig fra bilen efter krondyr. Vi har igen heldet med os og ser fra bilen en del kronhjorte langt borte ude på nogle åbne marker. Vi forsøger at køre hen mod kronhjortene men det er ikke så ligetil, så derfor ender vi med at parkere et sted langt fra krondyrene, men vi regner med, at vi ved at gå igennem et skovområde kan komme ud til de åbne marker.
Vi går igennem skovområdet og kommer ud til nogle meget store åbne, våde engarealer, hvor vi 300-400 m væk kan skimte en gruppe krondyr bag ved noget bevoksning. Vi er jo på “kastestangsjagt”, men jeg har dog taget kameraudstyret med og der går heller ikke mere end et par minutter, før min søn gør mig opmærksom på nogle rådyr ude på engen. Jeg har ikke camouflage på og der er absolut ingen dækning, så jeg opgiver rådyrene.
Få minutter senere gør min søn, der åbenbart ser bedre end sin far eller ikke kigger så meget nedad efter kastestænger, mig opmærksom på, at der er et vildsvin et stykke borte på engen. Jeg kigger op og får øje på et enligt, ganske stort vildsvin cirka 150 m borte.
Vildsvin har jeg ikke mange erfaringer med at fotografere, idet de plejer at være ganske sky og i øvrigt først komme frem, når det er pænt mørkt. Her står der et enligt vildsvin i dagslys og jeg har kameraudstyret med, så jeg vælger at forsøge mig på vildsvinet, mens min søn går videre over mod krondyrene.
Det virker lidt underligt at skulle forsøge at nærme mig vildsvinet, når der ikke findes nogen form for dækning på den nærmest kortklippede “græsplæne”. Vildsvinet står tilsyneladende på et lavt dige, hvor græsset ikke er blevet slået, så når vildsvinet har hovedet nede i græsset, kan jeg nærme mig.
Da jeg kommer lidt nærmere vildsvinet, ser jeg, at det har selskab af nogle meget små unger, der vimser rundt i det høje græs på diget. Vildsvinet kigger flere gange hen imod mig, men jeg står stille og er iklædt en mørkegrå jakke og mørke bukser, så måske ligner jeg bare et gråt udgået træ. Vildsvinet æder i hvert roligt videre.
Jeg kommer hen til diget og kan se, at vildsvinesoen – formentligt med ungerne i nærheden skjult af det høje græs – befinder sig et stykke væk på det samme dige. De er på vej ind imod skoven og jeg håber, at de på et tidspunkt vil trække ud i det korte græs, så jeg lettere kan fotografere ungerne sammen med soen.
Længere fremme på diget kan jeg se, at der står nogle træer og jeg sniger mig frem til dem. Mødre med små unger skal man have respekt for, så jeg føler mig lidt mere tryg blandt træerne, da vildsvin må være ganske dårlige til at klatre i træer. Vinden er helt perfekt, så min fært føres i modsat retning af vildsvinene.
Vildsvinesoen har åbenbart alligevel ikke til hensigt at gå hen imod skoven, for den vender om på diget og kommer nu hen imod mig. Da den kommer nærmere, kan jeg se ungerne pile i forvejen foran den og jeg begynder at blive lidt ubehagelig til mode. Jeg kan ikke klatre op i træet med kameraudstyret og jeg vil jo også gerne fotografere vildsvinene, når de nærmer sig. Jeg vælger at blive på jorden og forsøger at fotografere ungerne (8 stk.) på jagt efter rødder samt vildsvinesoen, der er svær at fotografere i det høje græs, selv om den er mægtig stor.
Da der knapt nok er plads til den alt for imødekommende vildsvineso i kamerasøgeren længere, bliver jeg nødt til at gøre et eller andet. Jeg rømmer mig kraftigt og hun stopper op alt for tæt på mig og kigger sig omkring.
Er det nu, jeg skal vinke med arme og ben og råbe op eller skal jeg forsøge at lægge kameraudstyret og kravle op i træet eller skal jeg bare stå helt stille ? Jeg når ikke at beslutte mig, før vildsvinesoen reagerer ved at løbe ned ad diget og ud i det korte græs for måske bedre at kunne overskue situationen. Hun løber lidt frem og tilbage i det korte græs foran mig og ender med at tage flugten langt ud over de åbne enge hen mod skoven – men alene uden ungerne, der åbenbart er for små til at følge med soen ud af det beskyttende lange græs.
Tilbage står jeg – med en noget dårlig samvittighed. Det var jo ikke meningen og jeg havde ikke forudset, at hun ville forlade ungerne, men på den anden side, var det bedre – især for mig, at hun løb sin vej end at jeg skulle til at løbe eller klatre.
Det er sent om eftermiddagen, så jeg fjerner mig fra stedet og føler mig overbevist om, at hun vender tilbage, når det bliver mørkt.
Min søn, som jeg har glemt alt om i de knap 2 timer, der er gået siden, han fik øje på vildsvinet, er ikke noget sted at se ude på de åbne enge, men da jeg går hen imod krondyrene, så dukker han op og kan vise mig en kastestang og spidsen af en anden, som han har fundet.
Da jeg kommer hjem læser jeg, at vildsvinesoen føder sine unger i april/maj, så den her var meget tidligt på den. Der står også, at vildsvinesoen ikke vejer mere end 80 kg. Det tror jeg så heller ikke længere på :-).