At fotografere rævehvalpe ved en rævegrav har været et af mine store ønsker i mange år.
I 2013 fandt jeg endelig en rævegrav med rævehvalpe – eller rettere sagt så fandt jeg rævegraven i 2012, men missede chancen for billeder, da jeg ikke troede, at der var ræve i den. Først da min ældste søn i sommeren 2012 kom hjem fra skole og fortalte, at klassen havde været en tur i det pågældende område og set rævehvalpe og jeg derpå besøgte rævegraven og så den ”nedtrampede” vegetation ovenpå en af indgangene, forstod jeg, at der havde været unger i graven. I 2013 måtte jeg være mere på mærkerne, besluttede jeg.
I 2013 besøger jeg derfor graven med jævne mellemrum. Rævespor i sneen i begyndelsen af året afslører meget tydeligt, at der må være ræve, som benytter graven.
En sen eftermiddag sidst i april sætter jeg mig så – iklædt mit camouflagetøj og udstyret med en kikkert på et højt punkt med udsigt til rævegraven på ca. 40 m’s afstand. De første 3 – 4 timer sker der intet, men så – et godt stykke tid efter solnedgang og lige før jeg ikke kan se rævegravens nærmeste indgangshul med det blotte øje, kommer en ræv frem fra graven. Ræven ser noget lurvet ud i kikkerten og halen virker meget tynd og pelsløs, så jeg vurderer den til måske at have skab, hvilket får mit humør til at synke en del. På den anden side er det ret mørkt og rævehvalpe kan efter sigende være ret hårde ved hunrævens hale og ydermere kan ræven jo være midt i et pelsskifte, så jeg forsøger at holde modet oppe, mens jeg går tilbage mod bilen i mørket.
Jeg er på plads ved rævegraven igen d. 2. maj og denne gang har jeg taget kamera med. Denne aften ser jeg ikke, hvorfra ræven kommer. Lige pludselig står den ved indgangshullet, mens det stadigvæk er muligt at fotografere. Ræven står helt stille og kigger i meget lang tid direkte mod det sted, hvor jeg sidder. Jeg sidder helt ubevægelig og tør ikke engang blinke med øjnene.
Ræven slapper heldigvis af og begynder at undersøge åbningen med sin snude. Det ligner samme ræv, som jeg så et par aftener før. En meget slidt og falmet hale men heldigvis ingen tegn på skab. Jeg tager nogle billeder og ræven reagerer ikke på lyden, som også er dæmpet med min hjemmelavede blimp på kameraet. Derpå forsvinder ræven ned i graven og jeg ser den ikke mere den aften.
Da jeg kommer hjem, betragter jeg billederne og på det ene billede ser det ud til, at ræven gylper noget op, lige før den går i graven. Dette tyder på, at der er hvalpe i graven, så mit humør stiger ganske betragteligt.
Den følgende dag bruger jeg min frokostpause til at lave et primitivt ensidet skjul af visne ukrudtsplante-stængler fra året før. Fra skjulet er der god udsigt til den nærmeste af gravens to indgange. Afstanden er ca. 40 m til den nærmeste indgang og ca. 50 m til den fjerneste indgang, som jeg dog ikke kan se og ikke længere er helt sikker på, hvor befinder sig. Jeg kan ikke placere skjulet tættere på, da jeg så skal placere det lavere, hvorved buske, træer og det spirende græs vil spærre min udsigt samtidig med, at jeg af hensyn til min fært, gerne vil have skjulet placeret højt. Skjulet skal ikke alene skjule mig for rævene, men også for de eventuelle nysgerrige blikke fra mennesker, der på mindre end 10 m’s afstand passerer forbi mig på stien nedenfor, der ligger mellem rævegraven og mit skjul.
Området er meget brugt af joggere, mountainbikeryttere, ryttere på hesteryg og hundeluftere (desværre en hel del uden hunden i snor). Jeg føler mig ikke helt tilpas ved at sidde i camouflagetøj med kameraet klar, når der passerer mennesker forbi på så kort afstand. Heldigvis tror jeg kun, at det er få, som opdager mig og disse går, løber, rider eller cykler blot videre, men nogle af dem tænker sikkert mærkelige ting om personen i camouflage og med lang tele lige op ad en velbesøgt ”menneske-veksel” ?!
Jeg er meget spændt, da jeg tidligt om aftenen den 6. maj kryber i skjul bag de visne ukrudtsplante-stængler. Jeg har monteret mit Nikon 300 mm f2,8 med 1,4 telekonverter på et trebenstativ og har også monteret en trådudløser, da jeg regner med, at der kan blive tale om lange lukkertider kombineret med en overspændt fotograf.
Klokken har passeret 21 og solen er gået ned, da jeg får øje på dem. Hunræven med 5 små rævehvalpe kan jeg med noget besvær skelne gennem nogle grene henne oven på den fjerneste ende af rævegraven. Jeg overvejer, om jeg skal forsøge at kravle et par meter til højre for at få frit udsyn til rævene, men jeg vover ikke at gøre forsøget.
Rævehvalpene er nærmest mørkegrå og de virker ikke helt sikre i deres bevægelser. De følger opmærksomt med i hunrævens gøremål, specielt da hun graver et eller andet ned eller op. Jeg betragter rævene i ca. 10 minutter og så er de pludselig væk og jeg vender næsen hjemad i højt humør.
Dagen efter flytter jeg skjulet et par meter til højre i min frokostpause, så jeg nu uhindret kan se det sted, hvor rævehvalpene viste sig aftenen før.
Jeg venter utålmodigt de næste par dage på, at vinden skal komme fra en gunstig retning i forhold til skjulets og rævegravens placering. Den 10. maj er vind og vejr i orden, så jeg sætter mig atter bag skjulet med min kameraudrustning. Klokken har lige passeret 21, da hunræven viser sig ved gravens fjerneste åbning og nogle få minutter efter står hun fastnaglet til jorden, mens de 5 rævehvalpe dier.
Hunræven er sammen med hvalpene i godt 5 minutter, hvorefter hun forsvinder fra graven, mens rævehvalpene det næste kvarter går på ”opdagelse” indenfor et par meter fra rævegravens åbning for derefter at forsvinde ned i graven.
Den 14. maj om aftenen er jeg atter på plads ved rævegraven og denne gang kommer jeg ikke til at vente længe. Allerede lidt efter kl. 20 og i glimrende lys ankommer hunræven og tager sig en hyggestund med rævehvalpene.
Der dies til den store guldmedalje og rævehvalpene er bedårende, når de hengivent kigger på deres mor og søger nærkontakt med hende med deres snuder – måske for at lokke lidt opgylpet kød fra hende.
Efter 5 minutters samvær med hvalpene skal hunræven tilsyneladende have lidt ”alene-tid”, så hun forsvinder ned i graven og kommer få øjeblikke efter op med et bytte, som hun løber sin vej med.
Hvalpene bliver oppe og tumler rundt i nærheden af gravens indgang, men stopper nu og da op, når mennesker går eller løber forbi på stien. Hvalpene virker på én gang både nysgerrige og skræmte over menneskerne. Heldigvis stopper ingen af de passerende op og strækker hals, så ingen andre end jeg ser tilsyneladende hvalpene. Mountainbike rytterne, der ellers har frit udsyn til rævegraven, når de krydser bakken, som jeg sidder på, ser heller ikke hvalpene, da passage af bakken kræver fuld fokus på cykelsporet.
Lidt efter kommer hunræven tilbage med byttet, der ser ud til at være den bageste halvdel af en voksen hare. Hun lægger byttet i indgangshullet og sidder lidt og ser ud til at nyde livet, selv om en enkelt hvalp lige skal hen og lokke noget føde ud af munden på hende.
Jeg ved ikke, hvor kloge ræve er, men det næste, der sker, er ejendommeligt. Det ser næsten ud som om, at hunræven er klar over min tilstedeværelse og min hensigt, for hun stiller i hvert fald op til et familiefoto sammen med hvalpene. Det lykkedes ikke helt at få alle rævehvalpene på række, men det er et fornemt forsøg.
Så forsvinder hunræven fra graven og rævehvalpene tumler videre omkring åbningshullet en halv times tid, før de går ned i graven.
Den aften er højdepunktet af mine observationer ved rævegraven.
Den 20. maj ser jeg kun 2 rævehvalpe udenfor rævegraven, mens der er fotolys. De to forsvinder dog lynhurtigt ned i graven, da der lyder et riffelskud i nærheden. Råbukkejagten er i fuld gang og den lyd bryder de sig bestemt ikke om. To rævehvalpe kommer dog frem igen lidt senere og en tredje slutter sig til dem, da det er næsten mørkt. Jeg kan desværre ikke lade være med at tænke på, om de to sidste ligger nede i graven eller måske er blevet ofre for en af de mange hunde uden snor i området.
Den 23. maj er den sidste aften, hvor jeg ser ræv ved graven. En enkelt rævehvalp tumler rundt både ved den fjerneste og den nærmeste indgang, mens den uophørligt kommer med høje klagelyde. Den virker meget søgende. Rævehvalpen virker dog på ingen måde syg eller udhungret og ender med at falde til ro og lægger sig i nærheden af det fjerneste indgangshul.
Hvad der blev af de øvrige rævehvalpe, fandt jeg aldrig ud af. Måske flyttede hunræven dem til en anden grav, fordi hvalpene blev lidt for kåde i forhold til de mange mennesker og hunde, der passerede tæt forbi.