I Would Like To See A Lynx

I slutningen af juli tager jeg på 1 uges ferie oppe i huset sammen med mine 2 børn, Jonas og Peter samt min søster Ann.

Vi får indviet vores bueskydningsbane, der fungerer rigtigt fint, selv om Peter hele tiden scorer flest points.

Jeg får også tømt min fotofælde og det er skuffende få billeder, der er blevet taget og ikke et eneste, der kan bruges til noget som helst. Jeg flytter min fotofælde tættere på det sted, hvor jærvene blev fotograferet sidste år, selv om det er væsentligt mørkere på det nye sted. Så må dyrene jo bare stå stille i længere tid 🙂

Vi ser utroligt mange elgkøer med elgkalve på vores sædvanlige aftenkøreture.

En dag er Peter, Jonas og jeg ude at kigge nærmere på et område ved en sø. Her finder vi en båd, som naturen er godt i gang med at erobre.

Der er gang i sommerfuglene på vores grund.

Der er flotte udsigter ved og efter solnedgang.

En aften, hvor det er blevet mørkt og vi er på vej tilbage til huset fra vores aftenkøretur, sidder der en fugl midt på grusvejen. Det plejer at være skovsnepper, der sidder på grusvejene i mørket, men denne gang er det en natravn. Vi stopper bilen og kigger på fuglen, der sidder stille på vejen få meter foran bilen. Peter låner mit kamera, så han kan tage et billede ud af sideruden og derpå går han lige så forsigtigt ud til fuglen og tager nogle billeder. Natravnen bliver bare liggende, så nu kommer der gang i naturfotografen og jeg overtager kameraet, så jeg også kan tage nogle billeder af den specielle og meget camouflagefarvede fugl. Derefter går Peter tættere på natravnen, der flyver sin vej, så vi kan passere. Vi møder natravnen samme sted et par dage senere og så skal både min søster og Peter have mobiltelefon-billeder.