Sidst i juni tager jeg igen op til huset i Bergslagen. Nu er det med bedre samvittighed, da de danske myndigheder ikke fraråder personer med ensomt liggende huse i Sverige at besøge dem.
Mit fokus er på elge og rødstrubede lommer.
Det er ganske tørt i Bergslagen og der er højst overraskende hverken myg eller knot fremme om aftenen. Min nabo Karl Åke fortæller mig, at det kan han ikke huske at have oplevet tidligere, at man kan sidde udenfor på denne årstid på helt stille aftener uden at blive forstyrret af de flyvende uvæsener.
Jeg får flere gode billeder af elge og jeg er så heldig, at en svaleklire har slået sig ned ganske tæt på grusvejen ned til mit hus. Den lader sig velvilligt fotografere på kort afstand fra bilen.
En dag kører jeg nogle få kilometer nordvest på og selv om det er ved frokosttid, ser jeg både elg og ræv fra bilen på et sted, jeg ikke tidligere har besøgt. Det giver blod på tanden og jeg beslutter mig for at se nærmere på dette område. Kort efter at have forladt bilen finder jeg, hvad der i mine øjne ligner en bjørnelort. Den ser ganske frisk ud og der flyver også ravne rundt i området, hvilket kunne indikere, at der er en bjørn i nærheden.
Jeg kradser lidt i lortens overflade for at forvisse mig om, at den ikke stammer fra en elg med tynd mave og der er i hvert fald ingen tegn på kugleformede enheder i lorten, så måske er det virkelig en bjørnelort.
Da jeg udforsker området nærmere, finder jeg også en smukt beliggende sø med et rødstrubet lompar og en lomunge. Ved denne sø er det muligt at sætte et skjul op helt tæt på søen, så det vil jeg gøre næste år. Jeg sidder flere gange ved søen og det er meget underholdende at følge med i lommernes opvartning af deres unge. Når en voksen lom skal af sted på fisketur, så minder den lidt om en atletikudøver, der skal gøre klar til højdespring eller længdespring. Lommen søger ned i den ene ende af søen og så efter en kort fokuseringsperiode sprinter den hen over vandoverfladen på sine store fødder for at lette, inden den når den anden ende af søen. Herefter cirkler den omkring søen, indtil den har nået en flyvehøjde, der gør den i stand til at flyve over trætoppene.
Når lommen kommer tilbage med sin fangst, der består af en enkelt løje, så går den meget lodret ned på søen og landingen er ikke særligt elegant. Til gengæld er den meget velkommen, for ungen ved godt, hvad der er i vente og i løbet af ingen tid har ungen slugt fisken. Lomparret tager ikke megen notits af mig, bortset fra at de aldrig kommer helt tæt på. Jeg glæder mig rigtigt meget til at prøve med et skjul næste år.
