I slutningen af maj tager jeg op til huset med min gode ven Bo. Igen er der sørget for alt mad og drikke til opholdet på forhånd, da coronaen stadigvæk hærger.
Der er meget gang i fuglene på den her årstid og vi håber også, at elgene er begyndt at komme ud i de åbne områder, hvor ny vegetation er dukket op.
Jeg får flere gode billeder på turen, men jeg føler mange gange, at jeg trænger mig for meget på, selv om jeg forsøger at holde en meget lav profil. Jeg skræmmer mange fugle og det giver en dårlig fornemmelse.
Jeg har købt en super god bivuak, som jeg stiller op tæt ved en utrolig smuk sø med et par rødstrubede lommer.
Min ide er, at jeg kan få nogle billeder af lommerne i søen fra en meget lav vinkel. Det viser sig dog hurtigt, at det er utroligt hårdt for min nakke at ligge på maven og kigge ud over søen. De rødstrubede lommer virker heller ikke begejstrede for min tilstedeværelse og da de måske allerede har lagt æg, så dropper jeg min idé om at overnatte i bivuakken. Nogle mudderklirer holder også til ved søen og de virker ikke specielt påvirkede af min tilstedeværelse.
Vi bruger også noget tid til at køre rundt på grusvejene og kigge efter elge. En formiddag spotter vi en mørk hugorm på grusvejen og får nogle billeder af den.
Jeg får også etableret en fotofælde i nærheden af det sted, hvor vildtkameraet tog billeder af jærv i efteråret. Jeg får fotofælden camoufleret rimeligt godt og så er det bare om at håbe, at et spændende dyr kommer forbi i rimeligt lys og står stille i den rigtige afstand og den rigtige vinkel i forhold til fotofælden. Det gælder virkeligt om at være optimist, når man bruger fotofælde :-). Fotofælden ses til venstre på det nedenstående billede.
Bo og jeg sidder meget hver for sig ved forskellige søer, hvor jeg året før har set rødstrubet lom. Jeg har på forhånd markeret nogle forhåbentligt gode steder på mit GPS-ur og en eftermiddag forsøger jeg at liste mig uset hen til et af disse steder ved en meget flot beliggende sø. Jeg går inde mellem nogle tætte træer og terrænnet skråner meget ned mod søen. Da jeg er 30 m fra mit mål, lander en trane på en lille holme lige nedenfor mig og da jeg kigger ned, får jeg øje på to traneæg. Jeg tror ikke, at tranen har opdaget mig og da den flyver videre 10 minutter senere, så skynder jeg mig hastigt væk fra æggene.
På grund af æggene beslutter jeg mig for at søge hen i den anden ende af søen, hvilket forhåbentligt er langt nok væk til ikke at forstyre tranens rugning.
Da jeg mener, at jeg er kommet tilstrækkeligt langt væk, så sniger jeg mig ned mod søen og der render jeg så ind i en rugende rødstrubet lom, der ikke er længere væk end 10 meter.
Det lykkedes mig at snige mig væk fra den rugende rødstrubede lom og så går jeg tilbage til bilen. Det var lidt for meget af det gode.
Nogle dage senere skal Bo og jeg sidde i et stort og åbent terræn med god udsigt. Bo sidder et sted i terrænnet og jeg går længere væk, da jeg ikke bryder mig om at sidde for tæt.
Jeg bevæger mig længere nordpå, men det kniber med at finde et sted, hvor jeg vil sidde, så jeg ender ude på en myr, hvor jeg bliver mødt af to traner, der givetvis har deres rede i nærheden, for de er helt tydeligt ikke tilfredse med min tilstedeværelse.
Jeg bevæger mig væk fra tranerne langs kanten af myren og på et tidspunkt slapper tranerne heldigvis af og bevæger sig væk fra mig.
Jeg trænger også til at slappe lidt af, så jeg sætter mig med udsigt ud over et stort myrområde. Det er ved at blive skumring og disen er begyndt at indhylle myren, så min plan er at blive siddende her, indtil jeg skal finde tilbage til Bo. Kærulden på myren fanger dog min opmærksomhed og jeg begynder at fotografere disse smukke lyse toppe. Jeg bliver grebet af at fotografere kærulden og holder ikke øje med den åbne myr. På et tidspunkt, da jeg har ryggen vendt mod myren, bliver mine ører ramt af et gigantisk, kort og stødende brøl ude fra myren. Jeg snurrer rundt, men ser ikke noget, men endnu engang fyldes luften af et voldsomt brøl.
Desvære finder jeg aldrig ud af, hvilket dyr der er i stand til at fremkalde et så potent brøl. Jeg har hørt mange lyde i naturen gennem årene, men aldrig noget der lød så fuld af styrke. Måske var det en bjørn, der blev irriteret. Jeg har bare aldrig før hørt en bjørn eller noget andet dyr, der lød sådan.
Jeg håber, at min næste tur til huset bliver mere fredfyldt.