I Would Like To See A Lynx

Lynx project – Part 45 – August 2017
Sidst i august er min bror og jeg på knap en uges arbejde i huset i Sverige. Vi får støbt gulv i det store kælderrum, forhøjet gulvet i badeværelset og lagt fliser i badeværelset. Vi arbejder meget længe de fleste dage og det er ikke sjovt at gøre blandemaskinen rent i mørke, men det vil være endnu mindre sjovt at vente til dagen efter. Min bror tager sig af den vanskelige tekniske del og jeg blander og kører beton.
Nu mangler jeg bare at fuge fliserne, hvilket jeg satser på at gøre i efteråret.
Jeg får også tid til at fordele det overskydende sand til lave partier på græsplænen.
Jeg får også fordelt alle småstenene på parkeringpladsen, så man nu kan vende på den. Det begynder at lyde lidt for civiliseret, så nu må vi vist hellere stoppe kultiveringen herude i vildmarken ;-).

Elge ser vi kun en enkelt af på det lokale sted og hugormen, som viste sig hver eneste dag 3 uger tidligere er pist forsvundet.
Søen er ganske kold med sine 14 grader, men vi er nødt til at få vasket sveden af.
Jeg får heldigvis også tid til at rekognoscere nogle morgener og finder et fint sted ved elven.