I Would Like To See A Lynx

Lynx project – Part 41 – May 2017
Onsdag d. 10. maj tager jeg op til huset – og denne gang i selskab med Vinni Bruhn. En dygtig og meget inkarneret naturfotograf.
Vi kører derop i Vinnis 4-hjulstrækker og det er en stor fornøjelse at sidde så højt oppe og få lidt bedre overblik langs grusvejene i området.
Om onsdagen får vi slæbt den omfangsrige bagage ind i huset, installeret os og hentet friskt vand.
Der har været mus i huset i vinters. Inde i det lille rum ved siden af spisekammeret flyder det med muselort og et nærmere eftersyn afslører, at musene blandt andet har spist indholdet af min tunge 5 kg “beanbag”, hvor jeg har brugt ris som indhold. Musene er kommet op igennem et hul i gulvet nede fra kælderen, så jeg stopper hullet til og håber, at musene er ude af rummet.
Om aftenen kører vi en tur, hvor vi ser en del tjurhøner langs skovvejene.
08 - 0510 - Tjurhøne - 81a - Bergslagen
Morgenen efter vågner jeg tidligt og kører en tur i Vinnis bil, mens Vinni sover. Det er en kold morgen, hvor det begynder at sne, men jeg får flere gode muligheder, så Vinni ville nok gerne have været med ;-).
03 - 0511 - Elgko med kalv - 82 - Bergslagen
08 - 0511 - Rødstrubet lom - 81c - Bergslagen
08 - 0511 - Tjurhøne - 81g - Bergslagen
07 - 0511 - Snehare - 82a - Bergslagen
Om formiddagen mødes vi med min nabo Karl Åke, der viser os et sted, som tjurer igennem mange år har brugt som spilleplads. Her sætter vi vores ene skjul op.

Det andet skjul sætter vi op et sted, hvor jeg tidligere på afstand har set nogle urfugle spille.

Efter at have sat skjulene op kører vi hjem for at spise noget aftensmad. På skovvejen blot 700 m fra vores hus gør vi et stop, idet Karl Åke har fortalt os, at en elg er blevet dræbt af ulve på det sted i vinters. Det ser ud til at passe, idet der forskellige steder på græsset er en del elgpels og små knoglerester og et sted ligger en mængde elgpels. Her har elgen sikkert endt sine dage. Karls Åkes bror har tidligere fundet kæbeknoglen fra elgen, men den øverste del af kraniet er ikke blevet fundet. Derfor går Vinni og jeg ind i et tilstødende område med små graner, hvor Vinni er så heldig ganske hurtigt at finde pandeskallen, så vi kan se, at det drejer sig om en lille elgtyr. En rigtig fin souvenir og jeg er da også lidt misundelig og glad for, at der ikke er tale om en 20 takkers elgtyr :-).
Det ser ud til ud fra kraniet, at en ulv har haft meget godt fat i elgens følsomme snude, hvilket også skulle være en typisk fremgangsmåde, når ulve nedlægger elge.

IMG_3909
Det er bemærkelsesværdigt, hvor få og små knoglerester, der er efterladt. Der er ganske mange ulveekskrementer og lorten på billedet nedenfor er ca. 20 cm lang.
IMG_3911
Det er blevet for sent at nå ud i skjulene den dag, så vi kører i stedet en aftentur og dagen efter en morgentur, hvor vi blandt andet ser tjurhøner, urfuglehøner, kanadagæs og en enkelt elg.
Om aftenen tager vi ud til hver sit skjul. Vinni i tjurskjulet og jeg i urfugleskjulet.
Det bliver en ganske kold nat, hvor der ikke sker noget spændende. Om morgenen bliver jeg vækket ved 3-tiden af urfuglespil, men desværre ikke i nærheden af mit skjul. Efter at have ventet og håbet i nogle timer på, at urfuglene måske også vil komme til mit sted, opgiver jeg og søger hen imod en sø, hvor jeg tidligere har set urfugl og traner. På vej derhen støder jeg på nogle traner og en enkelt urfugl, der alle tager flugten.
Henne ved søen sætter jeg mig op ad et træ og håber på, at noget spændende vil ske.
Det gør der ikke, så jeg rejser mig og går lidt tættere på søen, hvor jeg pludselig får øje på en tranerede indeholdende 2 æg. Øv – det var ikke meningen at holde tranerne borte fra deres rede, så jeg tager nogle hurtige billeder og forsvinder.
IMG_3931
Vinni har heller ikke oplevet liv foran hendes skjul. Hun har dog set en elg på sin køretur om morgenen efter at have forladt sit skjul. Vi bliver derfor enige om at pakke skjulene sammen, hvilket er hårdt, da vi er trætte. Derpå kører vi hjem og jeg slapper lidt af, mens Vinni går rundt og søger efter fotomuligheder.
Om aftenen kører vi op til et sted med en fin udsigt ud over terrænet og et sted, hvor jeg i vinters så friske ulvespor af et revirmarkerende ulvepar.
På vej derop ser vi en fin råbuk og en elg, der står nydeligt inde i skoven, men desværre er der lige en forstyrrende gren foran elgens snude.
Vi går meget lidt rundt oppe på udsigtsstedet, da 4 urfugle har gang i et aftenspil samtidig med, at en trane ligger på sin rede.
Hvis man kigger godt efter på billedet nedenfor, kan man se både de 4 urfugle og den rugende trane.
08 - 0513 - Urfuglespil - 01 - Bergslagen
Det var sidste aften på en rigtig god tur, selv om vejret var koldt og vores skjul ikke stod de rigtige steder. Der er afgjort et forbedringspotentiale.