I Would Like To See A Lynx

Lynx project – Part 28 – August 2015
I slutningen af august var jeg i lighed med sidste år atter i huset en lille uges tid sammen med min far, min bror og min brors svigerfar.
Vi fik lavet rigtigt mange projekter. Blandt andet har vi fået lys i hele kælderen, afsluttet dasset udvendigt, fået pudset og malet nogle vægge af murværk, fået genopført væggen i det ene kælderrum og fået installeret endnu en brændeovn – denne gang i det lille soveværelse på 1. sal.
Vi oplevede dog en lille krise under installeringen af brændeovnen, idet skorstenskanalen til det lille soveværelse var stoppet alvorligt til. Vi prøvede med skorstensfejerkugle, elektrikerrør og VVS-fjeder, men lige lidt hjalp det. Til sidst var der ikke andet at gøre end at fjerne en mursten, så vi kunne komme ind i skorstenskanalen, hvor den var stoppet. Da vi fjernede murstenen, så vi at der sad en mursten på tværs i skorstenskanalen og det lykkedes at få den hevet ud gennem hullet efter den fjernede mursten.
Mursten
Det var en ganske stor mursten – taget i betragtning, at skorstenskanalen kun har et indvendigt tværsnit på 14 cm x 14 cm. Murstenen var meget mørk og lidt buet, hvor den havde været udsat for røgen, så den så ud til at have været inde i skorstenskanalen i mange år. Måske har en murerlærling tabt murstenen under opførelse af skorstenen og ikke sagt noget til nogen. Under alle omstændigheder hjalp det gevaldigt på trækket i skorstenskanalen, så resten af installeringen forløb smertefrit.
Håndværkeren er også langt om længe blevet færdig med sit arbejde, så vi nu kan begynde at indrette stue og køkken.