Part 19 – December 2014

Lynx project – Part 19 – December 2014
Jeg var alene en tur forbi huset i slutningen af december. Jeg var ret spændt på at se, hvor langt håndværkerne var nået og hvilke billeder, som vildtkameraet eventuelt ikke havde sendt til mig via mobiltelefonen.
Der var ikke mere end 5-10 cm’s snedybde, da jeg ankom sent om eftermiddagen på naboens gårdsplads – godt 1 km fra vores hus. Jeg stoppede op og bankede på naboens dør, men han var ikke hjemme. Da der ikke var så meget sne besluttede jeg at køre hele vejen i min bil ned til vores hus, men da jeg skulle køre fremad fra naboens hus, kunne jeg ikke få bilens hjul til at tage fat, så jeg var nødt til at bakke. Det fik mig til at ændre min beslutning og jeg parkerede bilen hos naboen. Jeg fik placeret støvlerne i de nyindkøbte jagtski, tog rygsækken på ryggen og satte i gang ned mod huset. Det viste sig imidlertid at være ganske svært for mig at styre de 2 m lange og ganske brede ski, måske på grund af den ringe snedybde, så efter 4 styrt på det hårde underlag spændte jeg skiene af og tog turen til fods, hvilket var ganske let i den ringe snedybde.
Fremme ved huset blev det hurtigt meget koldt at stå stille, men før jeg skyndte mig ind i huset, nåede jeg dog lige at se, at håndværkerne havde nået at udskifte alle de udvendige brædder, som skal skiftes på husets sider. Kulden eller sneen havde dog stoppet deres oprydningsarbejde, så en del af stilladset fortsat stod ved husets nordside. Inde i huset føltes det ikke varmere end udenfor – ca. minus 12°C, så jeg skyndte mig at få gang i brændeovnen. I løbet af aftenen faldt temperaturen yderligere udenfor, så jeg nåede ikke at få temperaturen i køkkenet, hvor jeg sov, op på mere end 11°C, før jeg lagde mig til at sove – godt pakket ind i sovepose, dyner og tæpper samt elefanthue.
I løbet af aftenen fik jeg også tømt vildtkameraet for billeder, men desværre var der ikke flere billeder af lossen. Hvad der havde taget den døde ræv, fremgik ikke entydigt af billederne, men alt tyder på, at det var den ræv, som flere gange blev fotograferet tæt på den døde ræv. Det sidste billede, inden den døde ræv forsvinder, viser et billede, hvor der bliver trukket i den døde ræv, men det er ikke muligt at se, hvilket dyr, som trækker. En halv time forinden er der dog taget et billede af en ræv på vej op på grenen, som den døde ræv var bundet fast til.




I løbet af natten kunne jeg godt mærke, at det blev koldere i køkkenet, men alligevel sov jeg rimeligt og heldigvis uden at høre noget til eventuelle puslende mus i køkkenet. Der var spor efter mus i køkkenet (ekskrementer), men forhåbentligt har de søgt andre steder hen, inden de er døde af kulde. Jeg har ikke lyst til at finde døde mus i køkkenet til foråret :-(.
Næste morgen var klar og kold, så jeg fik hurtigt gjort mig klar til at gå en lang tur for at kigge efter dyrespor i området.
Huset så lidt nedfrosset ud. Det var i hvert fald tydeligt, hvor solen havde formået at tø rimen på det udvendige træværk op.

Udenfor var der helt stille. Det virkede som om, at livet var gået i stå. Selv vores eget vandfald så ud til at være gået i stå midt i det hele.

Det var glimrende vejr at gå i. Uanset hvor stærkt jeg gik, så kom jeg ikke til at svede på grund af kulden. Jeg gik sydpå hen mod det område øst for elven, hvor jeg i efteråret så en enlig ulv. Da jeg nåede området, fandt jeg spor efter en enkelt ulv, men da sporet fulgte skovvejen, hvor biler havde kørt, så var det vanskeligt at følge, hvorfor jeg opgav. Ved frokosttid var jeg nået op på en bakke med god udsigt over det omgivende terræn. Her spiste jeg min madpakke relativt hurtigt, fordi det var for koldt at stå stille. Mens jeg spiste min madpakke, hørte jeg, hvad der for mig lød som et ultrakort ulvehyl fra en enkelt ulv i nærheden. Jeg gik efter lyden og kom tilbage til skovvejen, hvor jeg havde fundet ulvesporet tidligere. På en sti fra skovvejen fandt jeg spor efter flere ulve, der tydeligvis havde fulgtes ad.

Jeg fulgte sporene, der førte ned til elven, hvor ulvene havde krydset den.

Da det var svært at følge sporene på den anden side af elven i blåbærrisene på grund af den sparsomme snedybde og da der ikke var længe til solnedgang, vendte jeg næsen hjemad mod huset.
Efter en knap så kold nat var jeg næste morgen klar til at søge efter flere dyrespor. Denne gang gik jeg ligeledes sydpå men på den anden side af elven. Allerede efter en times gang fandt jeg spor efter en flok ulve på mindst 3 individer.


Ulvene havde pænt fulgt en skovsti ca. 1 km indtil vendepladsen, hvorefter det så ud til, at de havde fulgt nogle veksler inde i skoven.
Jeg fulgte sporene, hvilket var ganske spændende. Jeg håbede på, at jeg enten kom ud til et stort frit område, hvor jeg måske kunne få et glimt af ulvene eller også måske finde et af deres byttedyr. I modsætning til dagen før, var det lettere at følge sporene. Der hvor sporene af poterne var svære at følge i blåbærrisene, var det tydeligt at se på den manglende sne/rim på blåbærrisene, hvor ulven havde rørt blåbærrisene med andre dele af kroppen. Ind imellem blev det dog ganske svært at følge sporene, fordi ulvene skiftevis fulgtes ad og skiftevis gik alene og tilmed af og til gik en ekstrarunde, så den kom tilbage i sit eget spor igen.
Jeg nåede ned til et biløb til elven, hvor ulvene var gået ud på isen.

På den anden side af isen fandt jeg spor efter en ung elg og ulvespor lige ved siden af. Om ulv og elg har mødtes og om der er sket dramatiske ting, lykkedes det mig ikke at finde ud af, da det mærkeligt nok var svært at følge elgens ellers ganske dybe klovspor. Elgens spor gik i alle retninger – måske fordi den har gået og spist af blåbærrisene.
Jeg begyndte at blive lidt træt i benene af mine lange gåture, så jeg fulgte elven tilbage mod huset. En bevægelse på isen fik mig til at se op og der stod den så – en ræv ! – godt nok en pragtfuld ræv med tyk pels og hale, men jeg havde jo håbet på en ulv. Bedre held næste gang :-).
Tilbage ved huset pakkede jeg mine ting sammen og gik hen til min bil og efter en lang køretur – blandt andet på grund af en mareridtsagtig og meget langsom bilkørsel på den 5 km ekstremt sneglatte grusvej fra naboen og op til alfarvej – nåede jeg hjem til Roskilde ved midnatstid. Næste gang skal jeg have snekæder med !