Det er midt i april og jeg sidder og redigerer nogle billeder af en lovende råbuk i bast, som det lykkedes mig at snige mig tæt på tidligere på dagen. Råbukken er en flot seksender, der har sat godt op og den yderste spros på venstre del af opsatsen er buet, ligesom jeg har set det på andre store bukke i området.
Men der er noget helt galt. Råbukken har tilsyneladende ingen pensel under maven, selv om billederne ikke er de bedste til at vise det. Til gengæld har bukken råernes karakteristiske skørt midt på bagendens spejl.
Jeg har tidligere læst om råer, der udvikler en opsats. Det er meget sjældent og disse opsatse beskrives som enten deforme eller relativt små. Det ser absolut ikke ud til at være tilfældet med dette rådyrs opsats.
Der er tale om en såkaldt pseudohermafrodit. Altså et dyr, der ud ad til har både hunkøns- og hankønskarakteristika.
Det skal blive meget spændende at følge psudohermafroditten, hvis jeg ellers er så heldig at se den igen.
Fejer den mon basten af sin opsats og vil den opføre sig som en råbuk eller en rå?
Den 7. maj ser jeg pseudohermafroditten igen og nu den i gang med skiftet til sommerpels. Samtidigt så hænger basten i ”strimler” på opsatsen.
Knap en uge efter, nemlig d. 13. maj, er jeg så heldig at møde pseudohermafroditten igen og det ser ud til, at lidt mere af basten er forsvundet. Det ser således ikke ud til, at den, i modsætning til almindelige råbukke, gør ret meget for at slippe af med basten. Selve opsatsen ser ikke unormal ud og den ligner en opsats, som de fleste råbukke ville være bekendt at gå rundt med og vise frem.
Jeg ser ikke pseudohermafroditten hele sommeren, men jeg kommer heller ikke så meget i dens område om sommeren, da det er svært tilgroet. Da jeg i det tidlige efterår igen kommer i området, ser jeg ikke noget til pseudohermafroditten, så jeg begynder at blive lidt ængstelig for, at en jæger måske har skudt den under forårets bukkejagt. Jeg er godt klar over, at opsatsen fra den vil være et scoop for en del bukkejægere samtidigt med, at jægerne givetvis ikke synes, at rådyr-pseudohermafroditter hører til i naturen.
Den 17. november om morgenen ser jeg den så igen på lang afstand mellem nogle høje plantestængler.
Den ser smuk og sund og rask ud med en nydelig opsats.
Den 30. januar året efter ser jeg atter pseudohermafroditten på en græsmark sammen med andre rådyr. Den har kastet stængerne fra året før og en ny opsats er under udvikling.
Den 5. marts er jeg så heldig at finde den venstre kastestang fra pseudohermafrodittens opsats fra året før. En meget smuk kastestang med mange såkaldte ”perler” og næsten 22 cm lang på den længste led.
Sammenlignet med de mere end 25 andre råbukkekastestænger, jeg har fundet igennem årene, så er sprosserne mere spidse. Dette kunne tyde på, at den ikke har brugt sin opsats lige så meget som andre råbukke gør.
I begyndelsen af april ser jeg igen pseudohermafroditten og det ser ud til, at den får en endnu større opsats end året før.
Den 14. april er der kommet gang i kønshormonerne hos de fleste råbukke og jeg sidder og kigger ud over en græsmark, hvor nogle råbukke gerne vil hævde sig overfor hinanden.
Pseudohermafroditten kommer også frem, men det er tydeligt, at den ikke deler de øvrige bukkes lyst til konfrontationer. Den æder stille og roligt lige ved siden af 2 råbukke og de lader den også være i fred. Den betragtes tilsyneladende ikke som en konkurrent om territoriet. Forhåbentligt får jeg pseudohermafroditten at se, når basten er væk. Det ser ud til at kunne blive en virkelig stor og flot opsats.
Den 15. maj ser jeg atter pseudohermafroditten. Denne gang i nogle mælkebøtter. Den ser meget smuk ud, selv om sommerdragten ikke er kommet helt frem.
Pseudohermafrodittens største problem er dens opsats. Høj, regelmæssig og med lange sprosser og mange perler. Dagen efter går forårets bukkejagt ind og jeg frygter det værste. Den opsats kan ingen jæger stå for.
Jeg sniger mig så tæt på som muligt og til sidst får jeg også skræmt pseudohermafroditten, der forsvinder i lange spring. Forhåbentligt vil dette gøre den mere årvågen dagen efter.
Men min skræmmekampagne viser sig desværre at være fuldstændig nyttesløs. Sidst i maj måned får jeg at vide, at en jæger skød pseudohermafroditten d. 16. maj. Øv og suk. Det ville have været spændende at følge den gennem længere tid. Jeg må nøjes med billederne og kastestangen, der helt sikkert må være en af de flotteste fra en psudohermafrodit.