I Would Like To See A Lynx

I den sidste halvdel af september tager jeg sammen med min bror og far til Sverige for at renovere på huset. Vi er heldige med vejret og får lavet en hel del. Blandt andet får Jens udskiftet de dårlige brædder og det dårlige gulv på verandaen, så den nu er er fast som en klippe at gå på.

Min far får blandt andet sat et glas i fordøren og repareret et kældervindue, mens jeg bakser en del med at grave kloakrør ned til regnvandet fra det ene nedløbsrør. Der er utroligt mange sten i jorden, så det er hårdt arbejde. Jeg skulle egentligt have gravet ud til yderligere to nedløbsrør, men det må kunne gøres på en lettere måde, så jeg udsætter det arbejde.

Vores nabo Karl Åke hjælper også til med at fjerne nogle store sten, som jeg finder under gravearbejdet. En af stenene viser sig at være kæmpestor, selv om den kun fylder godt en knyttet næve over græsplænen. Karl Åke mobiliserer alt sit løftegrej og det lykkes ham at fjerne stenen.

Der har været besøg foran fotofælden siden sidst. Allerede dagen efter, at vi tog fra huset i begyndelsen af august kom en los forbi og stillede sig foran fotofælden. Desværre lidt ude i den ene side og alt for tæt på kameraet til, at lossen blev skarp på billederne og det var måske på en eller anden måde meget godt, da mine to sønner dagen før lossens tilstedeværelse har lagt vores madrester ud, således at der optræder lys pasta midt i billedet.

Lossen blev også “fanget” af et af vildtkameraerne, hvilket resulterede i en sød film af en logrende loshale.