Part 49 – April 2018

Lynx project –  Part 49 – April 2018
I den anden halvdel af april er jeg på nogle dages ophold i det svenske hus. Desværre er der faldet så meget sne sidst på vinteren, at jeg ikke kan køre hele vejen ned til huset og jeg må parkere hos naboen. Det virker paradoksalt, når lufttemperaturen nærmer sig 20°C og jeg går rundt i korte bukser og kortærmet T-shirt.
Jeg starter med at gå ned til huset med mit kameraudstyr og da jeg kommer tilbage til bilen, står der en fin råbuk ude på naboens eng. Bukken har lige fejet det meste af sin ene gevirstang, der skinner meget lyst, mens den anden stang er ufejet. Arghhhh – og jeg er lige gået ned med kameraet !!  Jeg skynder mig ned med maden og andre ting og vender tilbage til naboen med kameraudstyret, men da er bukken naturligvis væk.
Om aftenen opsøger jeg det sted, hvor naboen mener, at der er et tjurspillested, men jeg finder ingen spor i sneen, der tyder på det og det eneste, jeg opnår, er at få fyldt gummistøvlerne med meget våd sne og få en hård omgang motion.
Dagen efter er det min plan at køre op til et fantastisk udsigtssted, hvor jeg har planlagt at sætte mit fotoskjul op. Grusvejene er meget levende og bløde, fordi den øverste del er meget vandfyldt, mens underlaget længere nede måske er hårdt. Jeg kører meget langsomt og når heldigvis at bremse op, da der pludseligt er en ganske bred revne i vejen. Et drænrør, der skal lede smeltevand fra den ene side af vejen til den anden, har ikke kunnet følge med, så vandet har undermineret vejen, der er styrtet sammen.
https://youtu.be/bUmdoaoj3Cc
Jeg markerer stedet med en opretstående gren, så andre forhåbentligt kan se problemet i tide og jeg må herefter bakke ganske langt tilbage og opdager hurtigt, at jeg skal bakke meget præcist, for kommer jeg udenfor det område, hvor dækkene normalt trykker vejen sammen, så er underlaget blødt som en nybagt kage. Jeg forsøger at få nogle af beboerne i de første huse, jeg støder på til at hjælpe mig med at anmelde vejskaden, men de fortæller mig, at det ikke kan lade sig gøre før om et par dage – på mandag, da det er et privat firma, der ejer vejen.
Tilbage ved huset må jeg indse, at jeg hellere må fokusere på at blive i lokalområdet og køre mindst muligt på grusvejene.
Om aftenen sætter jeg mig derfor ved en nærliggende eng lidt nedenfor naboens hus og håber, at de meget sparsomme skud, der stikker op mellem det meget flade gamle græs, er attraktive for rådyr, harer eller elge.
Der kommer også meget snart en buk i bast frem, som dog får færten af mig. List senere dukker der en meget stor rotte/mus op fra en af de talrige huller på engen. Den farer rundt fra hul til hul og står desværre ikke meget stille. Samtidigt dukker der en rå op i baggrunden og jeg får dem begge to på samme billede.

Efter et stykke tid forsvinder råen ned til naboens eng og jeg lister efter den nogle minutter senere og kan se, at den nu går sammen med bukken fra dagen før. Nu har den fejet hele sit gevir.

Lige før det bliver for mørkt at fotografere, kommer bukken ganske tæt på mig.
 

 
Morgenen efter får jeg besøg nede ved huset af en buk i bast, som jeg kan fotografere fra køkkenvinduet.
Da bukken er forsvundet, går jeg en lille tur med kameraet og støder på nogle vipstjerte, der virker lidt malplacerede ovenpå sneen.

Da jeg senere på dagen går og klipper lidt friske skud væk fra vores eng, hører jeg pludseligt kvækken nede fra vores lille vandløb. Da vi fik lavet brønd, gik frøernes foretrukne opholdssted desværre til og jeg kan se, at frøerne nu har fundet et nyt sted at være og det oven i købet, så man kan følge med i frøernes aktiviteter fra stuevinduet.

Morgenen efter får jeg besøg af en snehare, der heller ikke passer helt ind i helheden, da den endnu ikke har skiftet helt til sin sommerdragt.

Sneen smelter ganske hurtigt og der er stor forskel på, hvor meget der nu er dækket af sne i forhold til, da jeg ankom få dage tidligere.
https://youtu.be/TO38Qa4-cto
Dagen efter har jeg besluttet af drage hjemad, men da det er højsæson for tjurens parringsspil, så står jeg meget tidligt op for at forsøge endnu engang at finde et tjurspillested.
På vej hen til området, som jeg vil afsøge, skal jeg dog bære en del bagage op til den parkerede bil. Jeg har temmelig meget at slæbe på, så jeg bærer kameraudstyret i min rygsæk og så sker det uundgåelige selvfølgeligt. På en gren, der rager ud over skovvejen, jeg følger, sidder en slagugle nok så nydeligt og pudser sig. Jeg kommer ganske tæt på, lægger mine poser fra mig, afmonterer rygsækken og får lirket kameraet op og påmonteret etbens-stativet – og så flyver uglen sin vej. Ærgerligt, men heldigvis var det ganske mørkt, så det var alligevel sikkert blevet billeder af tvivlsom kvalitet.
Jeg når op til bilen, lægger bagagen ind i bilen og går videre hen imod højdedraget, hvor jeg af og til er stødt på tjur.
Vejret er blæsende og overskyet og således ikke det bedste til tjurspil, men et lille stykke inde i skoven hører jeg det ikke særligt høje men karakteristiske klonk fra tjuren. Jeg lister meget forsigtigt nærmere og hører ligeledes flaksen med vinger, når tjuren gør høje hop. Mellem træerne kan jeg ane 2 – 3 tjurkokke, der stavrer rundt med højt hævede næb. Tjurerne har dog allerede set mig og fortrækker, men jeg har fundet et tjurspillested, hvor jeg vil sætte mit fotoskjul op næste år ved samme årstid.