Sleeping close to brown bears

”Bear cubs – turn around !”. Udråbet kommer fra den finske bjørne-guide Mikko et par meter foran mig og får mig til øjeblikkeligt at snurre rundt og gå tilbage i den retning vi kom fra, uden at have fået det mindste glimt af bjørneungerne. ”Hvor er bjørnemoderen ?”, tænker jeg, mens angsten skyller igennem mig og pulsen hamrer i vejret. Jeg frygter hvert øjeblik et angreb fra en rasende bjørnemor. Jeg fortsætter dog nærmest i trance min gang væk fra ungerne balancerende på de smalle planker, der gør passage af moseområdet muligt. Efter få sekunder forsvinder den næsten lammende angst og mine sanser fokuserer på syns- og lydindtryk, der kan afsløre bjørnemoderens tilstedeværelse og hensigter.

Regel nr. 1 i områder med bjørne er at undgå at komme imellem bjørnemoder og bjørneunger – en regel jeg aldrig har tvivlet på og slet ikke haft nogen intentioner om at undersøge rigtigheden af. Mikko stopper op bag mig efter omkring 100 meters gang og kontakter vildmarkscenteret via sin mobiltelefon. Efter en kort rådslagning med vildmarkscentret forklarer Mikko mig, at han først havde troet, at der sad en skovmår oppe i et træ kun 15 meter borte, men at han hurtigt var blevet klogere, da han så endnu en bjørneunge samt bjørnemoderen bag træet. Mikko fortæller, at situationen var faretruende, idet bjørnenes flugtveje var begrænsede dels af en stor sø, dels af os og sikkert også af de tre professionelle filmfotografer, vi var sammen med fem minutter tidligere ved bjørneskjulet, men som fulgte en anden sti hen til deres biler.

Vi er nødt til at gå bort fra stien og vælge en anden rute hen til den parkerede bil, der skal bringe os tilbage til vildmarkscentret. Mikko foreslår ligeledes, at vi snakker højlydt med hinanden for klart at give os til kende, hvis bjørnene fortsat skulle være i nærheden. Efter at have haft hjertet helt oppe i halsen et par minutter tidligere, skal der lige et par forsøg til for at få gang i stemmen.

Den alternative rute tvinger os til at passere et moseområde uden udlagte planker, hvor jeg er så heldig at finde en kastestang fra en elgtyr. Kastestangen er blevet bleget af mosevandet og er lige så lys, som geviret var knapt et år tidligere umiddelbart efter elgtyrens fejning. Jeg tager kastestangen med og beskylder i spøg Mikko for bevidst at have opdigtet bjørnemødet og ledt mig til kastestangen for at give turisten noget for pengene. Vi går videre og efter nogle nervepirrende minutters gang i tæt skov, hører vi stemmer og kan lidt efter se filmfotografernes biler og endelig slappe af.

Det viser sig, at filmfotograferne også fik deres sag for, idet de ligesom os stødte ind i bjørnefamilien og tilmed på en afstand af 20 meter havde oplevet bjørnemoderen i en meget respektindgydende positur. Den erfarne finske filmfotograf havde kommanderet ”walk, walk !” til de to tyske filmfotografer, hvilket de havde gjort og resten af turen hen til bilerne var forløbet uden yderligere kontakt med bjørnene.

Vi puster lettede ud og griner lidt af hændelsen – det er først bagefter, sådan en oplevelse er sjov.

Den finske filmfotograf kører os hen til vores bil og på vejen tilbage til vildmarks-centret tænker jeg tilbage på de seneste par døgn.

Besværlig rejse

To dage tidligere – en mandag morgen i begyndelsen af juni har jeg sagt på gensyn til min kone og min lille søn, da jeg forlader vores hjem i Roskilde. Jeg medbringer alt det fotoudstyr, tøj og øvrige grej, jeg kan bære og som jeg forventer at kunne få brug for. Nu skal jeg ud i vildmarken og opfylde et længe næret ønske om at se og fotografere vilde nordiske bjørne. Foran ligger en relativ kort men besværlig rejse, før jeg er fremme ved mit bestemmelsessted i det østlige Finland på grænsen til Rusland.

En bus, et tog, endnu et tog, et fly, endnu et fly, en bus, endnu en bus og endnu en bus afbrudt af flere timers ventetid bringer mig endelig frem til byen Suomussalmi. Her modtages jeg af bjørneguiden Jani fra Martinselkonen Wildlife Centre, der skal være min base de næste par dage.

Jeg får min bagage stoppet ind i Janis bil og vi begiver os af sted mod Martinselkonen. Selv om klokken nærmer sig midnat, er det ganske lyst på denne tid af året, da vi befinder os mindre end 200 km fra Polarcirklen. På vejen til Martinselkonen, som foregår på grusveje omgivet af træer så langt øjet rækker, ser vi flere sneharer og en enkelt elg, alt imens Jani forklarer mig noget om området og døgnrytmen for ”bjørnekiggere”.

Et typisk døgn har sit udgangspunkt klokken 15 med en sen frokost og en time senere er der afgang i fælles flok sammen med en bjørneguide. 20 minutters kørsel i bil efterfulgt af godt 20 minutters gang ad en smal skovsti bringer deltagerne frem til bjørneskjulene, der er placerede tæt på den russiske grænse. Der er to store skjul til turister og et noget mindre skjul forbeholdt professionelle fotografer. Ved bjørneskjulene lægges der laks ud for at tiltrække bjørne. Opholdet i bjørneskjulet varer fra omkring klokken 17 eftermiddag til klokken 7 næste morgen. Herefter vandres tilbage til bilen, der bringer deltagerne retur til vildmarkscentret lige tids nok til morgenmad ved 8-tiden. Efter morgenmaden går de fleste i seng efter en nat i skjulet med få timers søvn.

Jani fortæller endvidere, at der for første gang i flere år er observeret hunbjørne med små unger ved foderpladsen, hvilket får mine forventninger til at stige yderligere.

Vi ankommer til Martinselkonen Wildlife Centre kort efter midnat og jeg får tildelt et enkeltværelse og kan efter en lang dag endelig smide mig på sengen og slappe af. Janis bemærkning om bjørneunger, har dog skabt spænding i kroppen hos mig, så det varer længe, før jeg falder i søvn.

Utålmodig venten

Næste morgen er jeg klar til morgenmad i fællesstuen, hvor jeg har selskab af deltagerne fra den netop afsluttede nats ”bjørnekig”. Jeg hilser på alle uden at blive helt klar over, hvem der er værter og hvem, som er gæster. Jeg er naturligvis spændt på at høre, hvad de har oplevet i bjørneskjulene og lytter ivrigt til en midaldrende britisk kvindes beretning.

Aftenen var forløbet ganske udmærket med talrige besøg af bjørne ved de udlagte laks. Ikke kun besøg af enlige bjørne men tilmed hunbjørne i følge med unger født i år – en hunbjørn med tre meget små unger og en hunbjørn med to lidt større unger. Nattens ”bjørnekig” ender desværre ikke i fryd og gammen, idet de to hunbjørne med unger på samme tidspunkt lige efter midnat opsøger samme sted på foderpladsen. Vild forvirring opstår – det ene øjeblik med fire unger hos den ene hun og kun én unge hos den anden hun – det næste øjeblik med alle fem bjørneunger i tilflugt oppe i det samme fyrretræ. Den mindste af bjørneungerne bliver ulykkeligvis så forvirret eller skræmt, at den kravler helt op i toppen af fyrretræet og ikke reagerer på hunbjørnens anstrengelser for at få den ned igen. Med morgenens komme og lysets tiltagen bliver bjørnene rastløse og deres lyst til atter at søge ind i det tætte vildnis stiger. Til slut er hunbjørnens tålmodighed også opbrugt og hun forlader foderpladsen sammen med de to resterende unger. Bjørneungen efterlades således højt til vejrs i et fyrretræ lige foran det ene turistskjul og da deltagerne forlader skjulet ved 7-tiden om morgenen, sidder den fortsat oppe i træet.

Efter morgenmaden er det min hensigt at hvile på mit værelse, men mine forventninger til nattens ”bjørnekig” samt den spændende beretning under morgenmaden gør, at jeg ved, jeg ikke får lukket et øje, før jeg selv får set nogle bjørne. I stedet vælger jeg at gå en tur i området og forlader vildmarkscentret med det gode råd fra værtsfolkene om at holde mig til vejene, så jeg ikke farer vild. Med det store antal bjørne i området, den russiske grænse meget tæt på samt tanken om, at jeg skulle fare vild, er advarslen overflødig. Jeg holder mig til grusvejene og en afmærket sti i dette temmeligt øde område, hvor skoven virker endeløs. Terrænet er kuperet og domineres af fyrretræer, birketræer, blåbær, moseområder og små søer. Jeg ser nogle traner ved en sø på meget lang afstand, men ellers virker skoven ikke fuld af liv.

Jeg er tilbage på vildmarkscentret i god tid før klokken 15 og opsøger fællesstuen, hvor jeg studerer diverse bøger om brune bjørne. Endvidere har personalet på vildmarkscentret selv taget fotos af de bjørne, der regelmæssigt besøger foderpladsen og beskrevet såvel fysiske som mentale kendetegn ved de enkelte bjørne.

Lidt før frokost får jeg selskab af bjørneguiden Mikko, som fortæller mig noget mere om bjørnene. Bjørnene ved foderpladsen opholder sig den største del af året på den russiske side af grænsen, idet de her kan leve så godt som uforstyrret af mennesker. Den russiske side af grænsen er nemlig meget svært tilgængelig, hvorfor der ikke drives jagt i dette område i modsætning til den finske side, hvor jagt drives med stor lidenskabelighed. Martinselkonen Vildmarkscenter har fodret bjørne med lakseaffald i ti år og fra at have tiltrukket én bjørn det første år, besøges foderpladsen nu af mere end ti forskellige voksne bjørne. På foderpladsen bliver der fra slutningen af april og til begyndelsen af august dagligt udlagt op til 80 kg laks. Fodringen stopper således i god tid inden jagtsæsonen, så bjørnene forhåbentligt trækker sig tilbage til russisk territorium, før jagten begynder.

Første nat i skjulet

Klokken 15 er det tid til frokost og det viser sig, at jeg er den eneste turist, der skal tilbringe den kommende nat ved foderpladsen, hvilket passer mig fint. Det er derfor kun Mikko og jeg, der drager af sted mod bjørneskjulene lidt efter klokken 16. Vi ankommer til turistskjulene ved 17-tiden og møder to tyske og en finsk filmfotograf stående udenfor. Trods deres status af professionelle filmfolk har de alle tre valgt at tilbringe natten i turistskjulet. Bjørneungen, der kravlede op i træet den foregående nat, befinder sig nemlig utroligt nok stadigvæk oppe i træet. Den ene filmfotograf peger op i et træ for at vise mig bjørneungen og jeg stirrer og stirrer, men når ikke at få øje på nogen bjørn, før det er tid til at gå ind i skjulet.

Fra turistskjulet, der er på størrelse med en stor skurvogn, er der fint udsyn mod et relativt åbent område i skoven. På dette område er der lagt friske rester fra filetering af laks. På skjulets forside er der med front mod foderpladsen skåret små firkantede åbninger, som hver især er dækket med et stykke stof og forsynet med et hul til kameraobjektiver. Lige bag hver åbning er der placeret en stol og længere bagude i skjulet er der lavet nogle køjer til at hvile sig på og et muldtoilet er der også blevet plads til.

Jeg finder en ledig plads og får placeret mit fotoudstyr, der består af et Nikon F100 kamerahus påmonteret et Nikon 300mm/F4,0 teleobjektiv. Kamera med objektiv hviler på en ”bean bag” (en stofpose fyldt med f.eks. tørre bønner eller ris), der igen ligger på en vindueskarm under åbningerne. Mikko sætter sig bag ved mig og jeg beder ham om at udpege bjørneungen for mig. Han peger på et fyrretræ ikke længere væk end ti meter fra skjulet og helt oppe i toppen af træet, hvor stammen er ganske tynd, sidder der ganske rigtigt en meget lille bjørneunge. Jeg forsøger at fotografere bjørneungen, men må opgive da åbningen i skjulet ikke giver mulighed for at fotografere så lodret, som det kræves.

Vi er alle spændte på, hvad der vil ske med bjørneungen, der må være temmelig udmattet efter at have tilbragt mere end 16 timer oppe i fyrretræet. Kommer hunbjørnen og forsøger at lokke ungen ned eller har hunnen opgivet ungen, er de vitale spørgsmål, som vi sikkert vil få svar på i løbet af vores ophold i bjørneskjulet.

Efter mindre end en times venten i skjulet får foderpladsen besøg af en sort glente, der fire til fem gange dykker ned og sikrer sig laksestykker, som den fortærer siddende i toppen af et dødt træ.

Efter yderligere en times intens men forgæves spejden efter bjørne, begynder bjørneungen oppe i fyrretræet at pibe svagt og lidt efter kravler den forsigtigt ned ad stammen. Himlen er temmelig overskyet, så lyset er ikke det bedste, men alle fotograferer eller filmer løs, mens bjørneungen nærmer sig jorden.

Bjørneunge i træ

Bjørneungen er ganske lille og minder utroligt meget om en plysbamse. Den stakkels bjørneunge virker meget usikker og bange og har knapt fået fast grund under fødderne, før den kravler op i et andet fyrretræ, hvor fra den dog hurtigt kommer ned igen. Bjørneungen ryster over hele kroppen måske på grund af angst, udmattelse og sult efter 18 timer i toppen af fyrretræet. Ungen bevæger ustandseligt hovedet for at holde øje med eventuelle farer, mens den undersøgende bevæger sig rundt på foderpladsen.

Bjørneunge nede fra træ

I skjulet sidder jeg og håber på, at bjørnemoderen dukker op og tager sig af sin unge, inden der måske kommer et andet dyr, der ikke er venligt indstillet overfor den lille bamse. Bjørneungen ser simpelthen så fortabt ud, samtidigt med at dens øjne signalerer ”så hjælp mig dog”, at jeg ikke kan udgå at sammenligne situationen med, hvis min tre år gamle søn blev forladt og skulle klare sig selv. De øvrige personer i skjulet virker lige så påvirket af situationen og da bjørneungen omsider tager en beslutning og styrter ud i vildnisset, er det nogle bedrøvede naturfotografer, den efterlader. Ungens eneste chance er at finde sin mor, hvilket virker uoverskueligt i den endeløse vildmark.

Bjørnene kommer

I skjulet fortsætter vi vores spejden efter bjørne og snart dukker den første lige så forsigtigt op – tager et stykke laks og forsvinder væk mellem træerne for lidt senere at vende tilbage efter endnu et stykke laks. I løbet af de næste timer viser flere forskellige bjørne sig. Hvor mange der er tale om, kan jeg ikke afgøre, da jeg har meget svært ved at skelne de forskellige bjørne fra hinanden, samtidigt med at jeg fotograferer på livet løs. Bjørneguiden Mikko sidder stille bag mig og gør mig opmærksom på bjørnenes ankomst, idet han lader til at vide lige, hvorfra de typisk dukker op.

Med ét bliver Mikko dog specielt opmærksom, da der dukker en hunbjørn med to unger op på foderpladsen. Det er tydeligt, at det ikke er hver dag hunbjørne med små unger dukker på, så jeg fortæller Mikko, at han er velkommen til at tage sine egne fotos. Det lader Mikko sig ikke sige to gange og han får hurtigt rigget sit kameragrej til og tager faktisk betydeligt flere billeder end jeg, mens vi sammen betragter bjørnenes adfærd. Såvel hunbjørnen som ungerne er utroligt agtpågivende og ungerne kravler lynhurtigt højt op i det nærmeste fyrretræ ved den mindste fare. Vi befinder os i bjørnenes parringstid og fremmede hanner kan finde på at slå ungerne ihjel for derved at gøre hunnen parringsvillig. Hunnen optræder med stor selvtillid og når andre bjørne kommer for tæt på ungerne, udløser dette heftige skinangreb fra hunnens side. Mikko fortæller, at hunnen har besøgt foderpladsen de seneste fem år, hvilket måske er årsagen til, at hun vover at bringe ungerne med hen til den. Det er meget spændende at betragte bjørnene, som tilsyneladende ikke tager den mindste notits af skjulet og lydene fra det. Specielt bjørneungerne er underholdende at følge – det ene øjeblik på vej op eller ned fra et træ og det næste kravlende rundt på ryggen af hunbjørnen, der virker uhyre tolerant overfor dem. Det er næsten ubegribeligt, at disse unger, der vejede omkring 500 gram, da de blev født i vinterhiet for godt fire måneder siden, kan opnå en vægt på over 300 kg som voksne.

Atmosfæren bliver pludselig meget koncentreret i skjulet – hunbjørnen med de små unger er på vej til foderpladsen og alle stirrer intenst for at se, om den forladte bjørneunge har fundet tilbage til moderen. Det har den – og jubelen vil næsten ingen ende tage, da alle tre unger viser sig sammen med hunnen.

Bjørnemor med tre unger

En af de tyske filmfotografer udtrykker det bedst ved at udbryde ”life is wonderful”. Den lille forladte bjørneunge har mod alle odds fundet sin mor igen eller måske lokaliserede den faktisk hunbjørnen oppe fra fyrretræet med sin fremragende lugtesans, hvilket fik den til at kravle ned fra træet. Ikke nok med at bjørneungen har fundet tilbage til sin familie, men hele familien opsøger og æder også af resterne af en død elg, som tyskerne har lagt på foderpladsen og udstyret med et fjernstyret filmkamera. Tyskerne bliver nærmest euforiske, da de får nogle fantastiske nærbilleder i kassen, inden en af bjørneungerne slikker på kameralinsen. De foregående aftener har dårligt vejr eller tidlig bjørnesabotage af linsen ødelagt deres optagelser, så på denne tyskernes sidste aften i bjørneskjul går det hele op i en højere enhed.

Den finske filmfotograf, som jævnligt besøger Martinselkonen Vildmarkscentret, fortæller, at han har opholdt sig omkring 800 nætter i fotoskjul, men aldrig været vidne til så megen aktivitet fra hunbjørne med årsunger.

Jeg mangler sammenligningsgrundlag, da mine hidtidige erfaringer med vilde bjørne begrænser sig til omkring fem sekunders observation af en hunbjørn med en unge på 200 meters afstand på en skovvej året før i det mellemste Sverige. Jeg havde dog ikke på forhånd forestillet mig at få så mange bjørne at se og slet ikke i så lang tid og havde næsten ikke turdet drømme om at se små bjørneunger. Så selv om lyset faktisk er lidt for svagt i forhold til mine medbragte ISO100 film, så har det været en fantastisk aften.

Ved midnatstid stilner bjørneaktiviteten af og da lyset samtidigt ikke tillader flere skarpe billeder, lægger vi os alle fem for at få nogle timers søvn. Jeg vågner dog allerede ved 3-tiden og da jeg ikke er kommet til Finland for at sove, genoptager jeg min overvågning af foderpladsen. Det er dog ikke mange bjørne, der viser sig og ingen af dem bliver længe – de virker mere rastløse og usikre end tidligere, måske pga. det tiltagende lys. Ved 6-tiden vågner de øvrige og begynder at pakke deres udstyr sammen. Ved 7-tiden går vi alle tilbage mod bilerne. Mikko og jeg følger samme sti, som bragte os til bjørneskjulet dagen før, mens filmfotograferne går tilbage ad traktorsporet, der anvendes til transport af laks.

Det er på vej tilbage til bilerne, at vi møder hunbjørnen med de to unger. Vi slipper helskindede fra mødet og ankommer trætte til morgenmaden på Vildmarkscentret.

Alene med bjørnene

Syv nye håbefulde ”bjørnekiggere” er ankommet, siden jeg var her sidst. Jeg beretter om nattens og morgenens hændelser til to britiske kvinder og efter morgenmaden vakler jeg hen til mit værelse for at sove lige indtil klokken 15, hvor et nyt ”bjørnekiggerdøgn” starter. Jeg må dog konstatere efter et par timers forgæves forsøg på at falde i søvn, at adrenalintilførslen ved mødet med bjørnefamilien på vej tilbage til bilen åbenbart umuliggør søvn. Der er ikke andet at gøre end at tage et bad og gå en tur.

Ved 12-tiden går jeg over i fællesstuen, hvor jeg møder Mikko. Jeg spørger ham, om der er mulighed for, at jeg kan tilbringe den næste nat i skjulet for de professionelle, nu da både de to tyske og den finske filmfotograf har forladt stedet. Mikko fortæller mig, at skjulet er reserveret af en professionel italiensk naturfotograf. Imidlertid er der i nærheden af det professionelle skjul også et gammelt, lille enmands-skjul, der kun anvendes af den finske filmfotograf og som Mikko derfor ikke kender tilstanden af, men som givetvis ikke er i tip top stand. Jeg forsikrer Mikko om, at det ikke er komfort, jeg er kommet til Finland for at opleve, men at det vil være en stor oplevelse for mig at tilbringe en nat alene ude i skoven sammen med bjørnene. Mikko lover at undersøge mulighederne og da vi samles for at tage ud til bjørneskjulene, får jeg at vide, at jeg får lov til at tilbringe natten alene i det lille skjul.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi når frem til turistskjulene, hvor de seks nye turister skal tilbringe natten, mens jeg sammen med den italienske naturfotograf og bjørneguiden Jani fortsætter et par hundrede meter længere hen til to små træskure. Janis far er allerede på stedet i fuld gang med at lægge lakserester på skovbunden og smøre ”bjørne-lækkerier” på udvalgte træer. Herefter forlader Jani og hans far stedet efter at have fortalt mig, at de kommer igen næste morgen ved 7-tiden, såfremt der ikke er bjørne fremme – i så fald må det afvente bjørnenes forsvinden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg kravler ind i det gamle skjul gennem en lille luge, der fører mig direkte ind på en seng der umiddelbart synes at fylde næsten hele skjulet. Skjulet er godt to meter langt, cirka en meter bredt og godt en meter i højden. På tre af skjulets vægge er der udskåret ganske store firkantede vinduesåbninger på 30 x 30 centimeter. Som i turistskjulet er hver vinduesåbning dækket af et stykke stof, i hvilket der er lavet et hul til at fotografere ud igennem. Under vinduesåbningerne er der små vindueskarme, hvor det akkurat lykkes mig at få nogle ”bean bags” til at balancere. Over vinduesåbningerne er der monteret små plexiglasruder for at kunne holde udkig. Skjulet har tydeligvis været brugt i flere år, hvilket de mere eller mindre sønderrevne stofstykker i skjulets vinduesåbninger vidner om. Tomme slikposer er der en del af og en enkelt tom flaske spiritus giver næring til mine fordomme om finner. Af ganske anderledes stor brugsværdi kan spanden under sengen blive, idet temperaturen kan synke ned til omkring frysepunktet i løbet af natten. Ligesom turistskjulene er skjulet desuden udstyret med et over to meter højt lodret udluftningsrør, der har til hensigt at forhindre bjørnene i at få færten af mig. Jeg tvivler dog på effekten af dette, idet stofstykkerne i vinduesåbningerne er iturevne og ikke slutter helt tæt. Bjørnene kan med deres fænomenale lugtesans ikke være i tvivl om, at der sidder et menneske inde i skjulet. Jeg trøster mig med, at bjørnene sikkert er blevet så vant til menneskelugten, at de ikke tager synderlig notits af denne.

Jeg begynder at rigge mit fotoudstyr til, men bliver ikke færdig, før den første bjørn viser sig. Så stille som muligt får jeg færdiggjort kameraopstillingen og kan begynde at fotografere. Der er meget bedre lysforhold denne aften sammenlignet med aftenen før. Himlen er næsten skyfri og området omkring skjulet ligger så højt, at den lave sol kan sende sine stråler ind mellem træerne og ned på den pæne skovbund, der er dækket af blåbærplanter. Til gengæld er der meget stor forskel på lysniveauerne mellem de af solen oplyste områder og de områder, der ligger i skygge på grund af de talrige fyrretræer. Det gælder derfor om at vælge det område med omhu, som jeg ønsker, at kameraets lysmåler skal vælge lukkertid ud fra.

En stor del af de bjørne, der besøger den egentlige foderplads ved turistskjulene, passerer forbi de to små skjul. Vi får således præsenteret bjørnene tidligere og derfor ved lidt bedre lysforhold og flere af bjørnene gør ophold foran de små skjul for at tage for sig af lakserester og ”bjørne-lækkerier”. Bjørnene er meget store og ganske imponerende, når de rejser sig op på to ben for at nå ”bjørne-lækkerierne”, der er placerede højt oppe på fyrretræstammerne.

Hvor er bjørnemor -

Situationen er helt fantastisk – jeg, der kan sidde på samme sted i otte timer i træk for at fotografere et rådyr, der viser sig i ti sekunder – sidder her alene i et skjul og fotograferer vilde brune bjørne, der viser sig ved fremragende lysforhold flere gange hver time.

Bjørn i trav

Bjørnene er tilmed så tæt på, at jeg undlader at montere min teleconverter, der ellers kan forstørre bjørnene med en faktor 1,4. Højdepunktet indtræffer, da hunbjørnen med de to unger viser sig allerede ved 19-tiden og opholder sig over en time foran mit skjul. Jeg fotograferer løs, selv om det er stort set umuligt at få ensartet belysning på alle tre bjørne samtidigt med, at de alle er i fokus og i ro.

Bjørnemor med to unger

Nærkontakt

Ligesom på den egentlige foderplads falder intensiteten af bjørnebesøgene ved midnatstid, så jeg beslutter mig for at få et par timers søvn. Jeg sætter min mobiltelefon til at vække klokken 3, lægger mig på sengen og falder i søvn med det samme – meget træt og tilfreds. Jeg vågner brat ved en skraben på skjulet og forbander mig selv for at have indstillet alarmen i min mobiltelefon forkert, så jeg har sovet over mig og nu er blevet vækket af bjørneguiden og i huj og hast skal pakke alt mit grej sammen. Jeg kaster et blik ud af plexiglasruden på skjulets forside og ser, at det ikke er bjørneguiden, der har vækket mig, men de to bjørneunger, der ikke har kunnet styre deres nysgerrighed. De står nu lige udenfor skjulet som to hunde med forventningsfulde øjne, der siger ”kom ud og leg lidt med os”. Så forsigtigt som muligt kigger jeg ud af de øvrige ruder og må synke en ekstra gang, da jeg ud af ruden på skjulets bagside ser bjørneungernes mor tårne sig op ikke længere væk end fem meter. Hun virker enorm og står fuldstændig ubevægelig og betragter mig indgående (det føler jeg i hvert fald). Jeg skynder mig at snøre de til lejligheden alt, alt for tynde og iturevne stofstykker til i de alt, alt for store vinduesåbninger. Bjørneungerne må for alt i verden ikke komme ind gennem vinduesåbningerne, hvis de skulle blive så modige at prøve på det. Kommer bjørneungerne først ind i skjulet, går der sikkert kun et splitsekund, før hunbjørnen også er herinde og der er absolut ikke plads til os alle fire i skjulet. Hvor længe hunbjørnen står ubevægelig og vurderer situationen, ved jeg ikke, men jeg er ganske lettet, da hun giver et lydsignal til ungerne og derpå begiver sig væk fra skjulet med ungerne i hælene.

Modsat dagen før, hvor det var samme familie, vi mødte på vej væk fra turistskjulene, blev jeg mærkeligt nok ikke særlig nervøs denne gang. Jeg plejer ellers at kunne blive nervøs, bare jeg skal udenfor at tisse, når jeg overnatter i telt i Skåne. Måske bevarede jeg roen, fordi hunbjørnen virkede fuldstændig rolig ellers også har min indgående læsning om bjørne båret frugt. Flere mennesker er kommet til skade ved møder med bjørne i Norden, men et fælles kendetegn for så godt som alle disse hændelser er, at bjørnene enten har følt sig truede eller er blevet overraskede. I løbet af de sidste 100 år har blot to mennesker i Finland og Sverige mistet livet som følge af nærkontakt med bjørne i Norden. I Sverige blev en jæger dræbt af en bjørn under elgjagt i 2004 og i Finland blev en mand dræbt af en bjørn i 1998, da han under en løbetur i skoven formentlig kom for tæt på en hunbjørn med en unge. Jeg kom ganske vist også meget tæt på ungerne, men hunbjørnen havde fuld kontrol over situationen og kan næppe have følt sig truet, da den givetvis er vant til menneskelugt fra skjulene.

Efter at hunbjørnen med unger er udenfor synsvidde, lægger jeg mig igen og falder mærkeligt nok i søvn med det samme og vågner ikke før klokken 3 ved alarmen fra mobiltelefonen. Ligesom på foderpladsen ved turistskjulene er bjørnenes aktivitet noget mindre i de tidlige morgentimer, så jeg får ikke taget ret mange billeder. Det lykkes mig dog at få taget et billede i fint modlys af en stillestående bjørn, der er så tæt på skjulet, at den fylder mere end billedrammen.

Nærkontakt

Sekundet efter dette billede ryster bjørnen morgenduggen af pelsen i form af utallige soloplyste vanddråber og jeg fanger situationen med kameraet – tror jeg – indtil kameraet melder om for lav batterispænding. Ærgerligt – men det er også den eneste situation i acceptabelt fotolys, som jeg gerne ville men ikke får foreviget under mine 2 nætters ophold i bjørneskjul.

Der bliver banket på skjulet klokken 6:30 og denne gang er det bjørneguiden Jani. Vi begiver os tilbage til vildmarkscentret, hvor jeg indtager en hurtig morgenmad og tager afsked med værtsfolkene, inden jeg begynder min hjemrejse, der er lige så besværlig som min udrejse. Heldigvis er næsten alle mine skiftestationer også endestationer, så jeg kan hvile mig uden at være bange for at falde i søvn. Jeg ankommer til mit hjem i Roskilde ved midnatstid efter en uforglemmelig oplevelse i den nordiske vildmark sammen med vilde brune bjørne.

Jeg indleverer mine film til fremkaldelse næste dag og den efterfølgende uge er én lang venten, hvor jeg har svært ved at tænke på andet end mine film. Endelig får jeg mine billeder og kan som forventet konstatere, at ganske mange er lige til papirkurven pga. dårlig belysning eller uskarpheder, men flere af billederne er til gengæld også blevet ganske gode.